Observation på sundhedscentret

Vi ankommer til sundhedscentret kl. 12.45, hvor vi umiddelbart ikke kan finde det rigtige lokale, så vi venter på gangen. Kl. 13 bliver vi hentet af diabetessygeplejerske Jette Graarup, som er iført sportstøj. Vi bliver fulgt nedenunder til et træningslokale, hvor der står 9 diabetikere klar til at dyrke 1,5 times motion sammen med Jette og fysioterapeuten Lisa. Dette var ikke lige det, vi havde regnet med, men vi får hurtigt smidt skoene og er klar til at træne sammen med dem. De første 45 min. er holdtræning inde i træningslokalet bestående af gå/løb, træning med bold, holdkonkurrencer og lege. Efter dette går vi ind til træningsmaskinerne, hvor borgerne får udleveret deres individuelle træningsprogram i 30 min. Her kan de notere, hvilke maskiner de anvender samt belastning og distance, som de udfører på 10 min. De sidste 15 min. bliver i dag brugt på information omkring brugen af et blodsukkermålingsapparat. Jette måler blodsukkeret på to af borgerne samtidig med, at hun forklarer omkring korrekte procedurer omkring målingen, og borgerne får mulighed for at fortælle lidt om deres egne erfaringer med apparatet samt at stille spørgsmål. 

Kurset er et rehabiliteringskursus for borgere med type 2 diabetes og forløber over 8 uger med 2 ugentlige mødedage af henholdsvis 1,5 og 2,5 times varighed. I dag er udelukkende fysisk træning, hvor den anden gang udover den fysiske træning indeholder undervisning i relation til type 2 diabetes. Efter de 8 uger er der opfølgningssamtaler med sygeplejersken efter 1, 3, 4 og 12 måneder.

Vores observationer

Vores udgangspunkt var åben observation på det grundlag, at vi skulle overvære en samtale med en borger. I og med at det i stedet blev en træningstime, som vi deltog i, har vi været aktivt deltagende observatører.

Vi observerede i træningssalen, at borgerne var på flere forskellige fysiske niveauer pga. alder og andre fysiske gener. Jette og Lisa tilpassede derfor den fysiske aktivitet til den enkelte borger og tog udgangspunkt i dennes ressourcer samtidig med, at borgerne følte sig som en del af fællesskabet. De deltog alle aktivt, og stemningen i gruppen var positiv med meget latter. I konkurrencerne observerede vi ligeledes, at flere af borgerne gjorde en ekstra indsats, da de var motiverede for at vinde. Ydermere bemærkede vi, at de individuelle træningsprogrammer havde en positiv effekt på motivationen. Borgerne var ivrige for at vise os, hvilken fysiske fremskridt de havde gjort i løbet af de 3 uger, og flere af dem sagde direkte, at de altid prøvede at få en længere distance eller mere belastning på end sidst, og dette øgede deres motivation. 
Vi vil i det følgende bearbejde disse observationer ud fra relevant teori.

Fællesskab og stigma
Vi observerede, at hovedparten af borgerne var overvægtige, og flere studier viser, at overvægtige borgere bliver stigmatiseret i samfundet, både i forhold til uddannelse, i arbejdslivet og i relationer til andre (13). Ifølge sociologen Erving Goffman finder stigmatisering sted, fordi mennesker selv konstruerer, hvad afvigende adfærd er i forhold til normal adfærd. Stigmatisering er derfor den proces, hvor en person tilskrives nogle bestemte egenskaber (16). De kan derved blive stemplet som mindreværdige pga. deres type 2 diabetes og adipositas. Det, at de er kommet i et fællesskab, havde en positiv effekt på motivationen. Dette observerede vi blandt andet ved, at borgerne gav hinanden små "pep-talks", hvis de kunne se, at en af borgerne var ved at køre træt i de fysiske øvelser.  Vi kan derfor formode, at de kan få en følelse af at blive inkluderet i fællesskabet ved at være sammen med andre ligestillede og derved undgår stigmatisering.  

Tilgang til borgerne

Sygeplejerskens tilgang til borgerne med diabetes har også en stor betydning for motivationen. Der er tegn på, at Jette og Lisa benyttede sig af en empowerment lignende tilgang til borgerne. Ved empowerment forstår vi, at sygeplejersken tager udgangspunkt i borgerens ressourcer frem for begrænsninger og hjælper med at udfordre og støtte den enkelte ved at stille sin viden til rådighed. Dette er for at gøre denne til ekspert i eget liv (17). Dette ses ved, at Jette og Lisa selv deltog i de fysiske aktiviteter sammen med borgerne og individuelt tilpassede øvelserne i forhold til, hvor motiveret den enkelte borger var. Jette fortalte, at den ene af borgerne ikke havde helt så meget motivation for at deltage i dette kursus, som de andre borgere, men at hun forsøgte at få ham inkluderet i fællesskabet ved at bruge en anderkendende tilgang til ham og roste ham for hans fremskridt.
Ifølge Kari Martinsen er omsorg baseret på et mellemmenneskeligt forhold (14), hvor omsorgsudøveren - i dette tilfælde Jette - anerkender borgerne med udgangspunkt i deres situation, og at forståelse af den enkelte borgers situation er en forudsætning for at kunne handle omsorgsfuldt. Denne forståelse vokser ud af fælles erfaringer, og derfor mener vi, at denne gruppe binder borgerne sammen, da de kan forholde sig både til fælles oplevede situationer i gruppen, samt at de hver især har haft tilsvarende erfaringer, hvorved de får oparbejdet en fælles forståelse af livet med diabetes. Denne forståelse kan danne grundlag for en voksende fællesskabsfølelse og solidaritet, som kan være medvirkende til at fremme motivationen hos den enkelte borger.